Dér røg min iphone... • KunimoriYoga

Dér røg min iphone…

Jep…jeg var så heldig den anden dag. Jeg smed min iphone i toilettet. Selvfølgelig ikke med vilje. Men i det døgn hvor jeg svævede i fryden over ikke at være i konstant kontakt-beredskab opdagede jeg en glemt disciplin: pausen.

Skærmbillede 2015-11-14 kl. 15.15.37Og med pausen kom ro’en, nærværet og invitationen til at falde i staver over en plet på væggen. Det kom ikke af sig selv, men krævede lidt øvelse, og lige siden har jeg haft stor glæde af det.

Er det ikke slående, at vi alle føler at vi arbejder mere end før i tiden, når alle statistikker viser at vi faktisk ikke arbejder flere timer? Men vi har arbejdet med os i flere timer, oftest via vores smartphone. Allerede idet du kigger på din mobil om morgenen tager du internettet “på”, og dermed for mange også arbejdet (for man er vel pligtopfyldende og tjekker beskeden fra chefen).

Misforstå mig ikke. Jeg er vild med de muligheder teknologien giver os. Virkelig vild. Jeg har dog indset at det kræver nærmest lige så meget selvdisciplin som et selvstudie på KU, at holde nallerne fra online. Ihvertfald i min lejr.

Så derfor har jeg nu slettet min pause-app (tænk, sådan én havde jeg) og istedet givet mig selv den udfordring at holde nallerne fra tasterne i de naturlige pauser der opstår igennem en dag: ved busstoppet, i toget, stående i kø, på toilettet og især inden sengetid og når jeg står op (faktisk ligger jeg telefonen i et helt andet rum, men det kan du læse mere om i en kommende blogpost).

Er du frisk på en udfordring? Så hold dig fra tasterne, gen-erobre pauserne og retten til at gøre ingenting…i 5 dage. Og smid en kommentar om hvordan det går undervejs.

Må absolut ingenting komme din vej.

Alt det bedste,

Katja

 

Leave a reply