Kunsten at rydde op i dit klædeskab • KunimoriYoga

Kunsten at rydde op i dit klædeskab

“Rig er ikke den der har meget, men den der behøver lidt.”

Tyg lige på den. Og så åbn dit garedrobeskab. Hvis du minder bare lidt om mig, så er der rigeligt proppet, mast, gemt, glemt i det skab. Måske har du endda gemt tøj du gik med i en bestemt periode af dit liv? Overvej lige at det ikke passer til dig mere (og jeg snakker ikke kun om størrelsen). Derfor har jeg følgende udfordring til dig RYD OP!!!.

Jeg mener ikke bare som i fold det pænt sammen, eller sorter det i farveorden. Mere som i, hvem er du i dag? Hvilke værdier definerer dig? Hvordan lader du det komme til udtryk, bla via din garderobe?

Jeg har lige været igennem “RYD OP – SPRING UD” igen, mere om det nedenfor. Min første “tour” var i 2015. Her startede jeg med at hive alt fra skabe og skuffer ind i stuen.

Ja, suk. Rimelig uoverskueligt. Jeg kan huske jeg var alene hjemme, satte noget god musik på og så ellers igang.

Inden du kaster dig ud i det, så læs lige færdig.
Det handler nemlig ikke bare om oprydning. Det handler om at have en garderobe der giver mening for den du er i dag. Altså væk med kjolen som du aldrig har fået brugt, bukserne du var så glade for dengang du var i 30’erne, eller dine gamle score-sko. Overvej at alt dit gamle tøj ikke blot optager unødigt plads i skabe og skuffer, men at det også optager plads i dit energi-regnskab (hvorfor blive ved med at holde fast i noget der er long gone)?

Sådan får du et meningsfyldt klædeskab

Du er velkommen til at kigge mig over skulderen og følge mit “RYD OP – SPRING UD” format:
Beslut dig for 3 personaer du jævnligt benytter dig af. Eksempel fra mit eget liv:

  1. Jeg er yogalærer, dvs jeg skal have noget tøj (+ acesories) der passer til mig som underviser, når jeg selv dyrker yoga, og når jeg bare er i mit yoga mood. Denne persona kalder jeg Kat.
  2. Jeg arbejder med marketing. Jeg har altså også en side af mig selv som er mere business orienteret, mere fremadstormende, skærer ind til benet. Hende kalder jeg Kølige Katja
  3. Jeg er gang-i-den, take-no-crap, rappenskralde, jeg-klæder-mig-som-jeg-vil. Hende kalder jeg Kapow Katja.

Jeg ved godt det lyder rimelig skizofrent, men prøv at følge med lidt endnu.

Gennemgå nu din garderobe med din første persona (Kat) i baghovedet. Hvad ender der så i Kat bunken? Gør det samme med de to andre personaer. Vi snakker både tøj, overtøj, fodtøj, tasker og andre ascessories (kan udvides til også at omfatte makeup, neglelak, eller hvad du nu ellers har en passion for (og dermed har alt for meget af:)).

Derefter skal du sikre dig at du er dækket ind med årstiderne, fx gummistøvler, vinterhandsker, solhat osv.
Og så kommer den store udfordring…runde 2!!!

 

Ryd op – helt ind til benet

Det er her overskriften giver lidt af en mavepuster, så vi tager den lige igen:
“Rig er ikke den der har meget, men den der behøver lidt.”
Gennemgå nu din nye garderobe med et ufravigeligt krav om at du max må have 25 stykker tøj til hver persona (sko, undertøj, sokker, overtøj tæller ikke).

Alt i alt et projekt der tog mig det meste af en dag…men jeg havde en fest. Undervejs satte jeg mig nemlig ned og lavede en playliste på Spotify (med musik der matchede alle tre personaer), skruede op for anlægget og så begyndte jeg ellers at afprøve outfit, tage billeder af det, så jeg fik en ide om hvad der fungerede godt sammen (eller netop ikke fungerede overhovedet = ud af skabet).

Husk at lege lidt undervejs. Iøvrigt røg nederdelen videre til The Organic Club og klæder nu forhåbentligt en anden (jeg kunne ikke holde vejret længe nok til at gå med den :-)).

 

 

 

Mit klædeskab anno 2015 startede med at se sådan ud..

 

…og sluttede sådan her. Aahhhh, luft og overblik (også indeni)!


The Organic Club

Hvis du bævrer i bukserne over at skulle rydde ud i din garderobe, så er der godt nyt. I mellemtiden er der nemlig kommet hjælp at hente. The Organic Club er et kollektivt klædeskab med afdelinger på Østerbro, Vesterbro og i Odense (heldigvis med flere afdelinger på vej). Konceptet er enkelt, genialt og gør det legende let at tilpasse din garderobe til den du er, uden at skulle bruge en formue.

I år har jeg, igen, gennemgået min garderobe. To…TO store sække med tøj var resultatet, altså tøj jeg ikke længere bruger. Så jeg vaskede, pakkede og tog turen til The Organic Club på Østerbro. Her stod Sally Sivertsen klar til at hjælpe mig igang. Og det var bare runde 1 (jeg har lavet to runder til siden). Ialt har jeg afleveret FIRE store sække med tøj. Til gengæld har jeg fået et par fine sko, 2 par bukser, 2 smukke kjoler, 2 skjorter og en helt fantastisk sweater. Jeg har også en masse point på min konto, nok til at skifte ud i garderoben lige så ofte jeg har lyst. Faktisk er jeg nu gået skridtet videre og har stillet mig selv denne udfordring: i et helt år må jeg ikke købe noget som helst nyt tøj (undtagen underbukser, hvis behovet opstår).

Er du frisk på at tage udfordringen op sammen med mig?

 

 

 

 

Iøvrigt kan du se min mini-talk med Sally Sivertsen lige her.

Og hvis du har lyst til at blive bedre til at rydde op og især skille dig af med ting, så er det bare med at komme på yogamåtten. Yoga er nemlig fantastisk til at træne “giv slip” musklen:)) (Du kan booke tid lige her.)

 

Leave a reply