Hvorfor yoga?

Hvorfor yoga?

Der er SÅ mange gode grunde til hvorfor yoga er godt for dig. Her har jeg samlet lidt til at starte på:)

  • Vær nærværende
    Du bruger det meste af dit liv (suk) på at gruble over fortiden eller bekymre dig om/ planlægge fremtiden. Derudover bruger du de få pauser du har i løbet af en dag på at bøje nakken og kigge i telefonen. Har jeg ret?Og jo, jo, det må du da selv om….men tænk tilbage på engang hvor du har følt dig virkelig lykkelig. Kan du se at lykkefølelsen opstod fordi du var fuldt ud nærværende, tilstede i øjeblikket? Yoga øver dig i at blive mere nærvernede.
  • Stress mindre
    Yoga mindsker følelsen af stress og uro. Det giver ro i kroppen og betyder faktisk at du mindsker produktionen af stresshormoner når du dyrker yoga. Derudover så kan det være med til at balancere dit blodtryk, forbedre din fordøjelse og styrke dit immunforsvar. What’s not to looooove?
  • Sov bedre
    Har du lagt mærke til at du sover bedre når du er mindre stresset? Og du er mindre stresset når du sover bedre? Flere studier har vist at yoga giver bedre søvnkvalitet. Du sover simpelthen bedre når du også dyrker yoga!
  • Slip smerten
    Yoga er et rigtig godt bud på naturlig smertelindring, både ved kroniske lidelser og overbelastnings symptomer (alt fra cancer til gigt og smerter i ryg/nakke). For når du bevæger kroppen, strækker den og giver den plads, så kvitterer den oftest med øget velvære.
  • Bliv stærkere
    Yoga træner hele kroppen! Store og små muskelgrupper får en omgang. Typisk vil du opleve at du både træner styrke, udholdenhed og fleksibilitet i stort set alle yoga stillinger. Derfor kan du også mærke din krop i dagene efter – altså på den rigtig gode måde:)
  • Bliv fleksibel og smidig
    Nej, du behøver ikke at kunne nå dine tæer for at begynde på yoga. Men vær forberedt på at det kan du komme til. Yoga handler dog på ingen måde om at blive bedst til at nå tæerne, men om at bevæge og bruge kroppen på en måde der giver mening (for kroppen). Det bliver helt konkret nemmere at nå kagedåsen i øverste skabs højre hjørne, at stige ud af bilen, at tage sko på stående på ét ben.
  • Samarbejd med din krop og dine organer
    Yoga hjælper dig med at bevæge kroppen på en bevidst og brugbar måde. Det gør det også nemmere for kroppen at optimere alle processer. Det betyder at dine organer “arbejder” bedre. De har simpelthen bedre arbejdsvilkår når du dyrker yoga (og fysisk aktivitet der giver mening). Den dybere vejrtrækning er guf for dine lunger, og når du får varmen (og sveder) hjælper du kroppen af med affaldsstoffer. Sund og naturlig detox:)
  • Find din indre ro
    Forestil dig at dit indre er som en flaske med vand og sand. Til daglig styrter du rundt, ikke mindst styrter tankerne rundt i dit hoved. Når du dyrker yoga er det som at lade flasken stå i ro, så sandet kan bundfælde sig. Når det sker, så kommer følelsen og oplevelsen af ro indeni. Yoga er altså ikke bare en fantastisk fysisk træningsform, det er også en måde at lande i dig selv og nyde den indre ro.
  • Så træk dog vejret ordentligt!
    Dit åndedræt har rigtig stor betydning for dit velvære! Når du er oprørt er vejrtrækningen kort og kontant. Når du er afslappet er den langsom og rolig. Ikke nok med at vejrtrækningen afspejler hvordan du har det, du kan nemlig også bruge vejrtrækningen til at få det bedre. Tænk bare på hvordan det hjælper at tage en stor dyyyb indånding når livet er lidt for overvældende. Med yoga i dit liv lærer du at bruge din vejrtrækning som en ressource – også udenfor yogamåtten.
  • Styrk din intuition
    Yoga hjælper dig med at lande i kroppen. Når du er i god kontakt med din krop så kan du også bedre mærke når den “taler” til dig. Det betyder at du får en stærkere intuition, men også at du bliver bedre til at mærke hvornår det er rigtig for dig at sige til og fra. Yoga hjælper dig med at mærke din grænser og styrke din ituition.
  • Øget selvværd
    Tænk på yogamåtten som dit lille laboratorium. Her kan du, i helt trygge rammer, lege med udfordringer, udholdenhed, tålmodighed, styrke, stilhed, nærvær. Og så kan du bagefter tage det med ud i livet. Mange oplever følelsen af øget selvværd efter en yogatime. Det er fordi du har sluppet den indre (ofte negative) dialog. De mange tanker der før syntes overvældende, er nu nærmest uvæsentlige. Du er kort sagt kommet mere tilstede i din krop, og det giver følelsen af øget velvære og selvværd.
  • Hold vægten / tab dig
    Yoga er træning. Udover at du forbrænder kalorier, så kan den blidere side af yoga hjælpe dig med at få styr på kiloene ved at reducere stress, gøre dig mere mindful (også når du spiser) og mærke kroppen bedre.
  • Du er ikke alene
    Yoga er en æld gammel tradition og yoga filosofiens rødder går flere tusinde år tilbage. Så når du laver yoga er det altså ikke “bare” fysiske øvelser. Det er en gennemtænkt, vel afprøvet skattekiste af øvelser, tradition, filosofi og spiritualitet der alt sammen giver dig følelse af velvære i krop og sind. Når du er på yogamåtten bliver du mindet om at du ikke er alene, du vil simpelthen føle dig mere forenet, mindre ensom.
  • Ret ryggen
    Yoga er fantastisk for din kropsholdning! Som en af mine veninder sagde: “det er vildt hvordan din kropsholdning har ændret sig!”. Udover at yoga får dig til at se bedre ud, så giver den bedre kropsholdning også mere arbejdsplads til dine organer, og bedre vilkår for dine lunger.
  • Fokusér
    Død over multi-tasking! Yoga hjælper dig med at holde fokus, være nærværende. Du træner din evne til at holde opmærksomheden fokuseret. I timerne lærer du at observere din vejrtrækning, din krop i de forskellige stillinger. I stillingerne lærer du at fokusere blikket, for derigennem at træne din evne til at fokusere i livet. Det smukke er, at når du observerer fx din vejrtrækning, så vil den helt automatisk blive dybere og roligere (og dermed give mere ilt til blodet, cellerne og kroppen).
  • Sig pænt tak
    “Rig er ikke den der har meget, men den der behøver lidt”. Et af mine yndlings citater. Ofte giver yoga en smuk følelse af taknemmelighed. Når du er nærværende, rigtig til stede, så vil du oftest opleve at alting faktisk er ret okay (ihvertfald i dét øjeblik:). At du har meget at være taknemmelig for. Derfor starter og slutter hver time med en invitation til at dedikere din tid på måtten til nogen/noget der giver mening for dig. En måde at vise din taknemmelighed på.
  • Luk dampen ud
    Du kan ankomme nok så anspændt, vred, ked, skuffet, offer, mut (you name it) til en yogatime. Du kan dog være helt sikker på at du har det anderledes når du går igen. Yoga er nemlig en fantastisk måde at få balance i følelser, krop, tanker, sind.
  • Anti-inflammatorisk
    Når kroppen er mere afslappet og vejrtrækningen dybere, så giver det gaver til hjertet, immunforsvaret og fordøjelsen (for bare lige at nævne de vigtigste). Det er også med til at bekæmpe inflammatoriske tilstande i dit system. Og det er godt for både din hud, dine organer og den måde du ældes på.
  • Vær modig
    Yoga vil bringe dig ud af din komfortzone. Der vil være stillinger der får pulsen op og frygten i spil, men bare rolig, det er kun fordi du får udfordret dig selv på en ny, anderledes og mere legende måde. Det handler ikke om at stå perfekt i stillingen, men om hvordan du har det mens du er i stillingen. Derfor er yoga eminent til at træne dit mod (havde du forestillet dig at du skulle lære at stå på hænder som 50 årig?).

  • Yoga familien
    Du vil opleve at dine oplevelser på yogamåtten bringer dig tættere på dem der står på måtten ved siden af. Du slipper for navneleg og præsentationer, og alligevel vil du opleve at føle et tilhørsforhold til alle os andre. Derfor er det så fantastisk at dyrke yoga, for du vil langsomt begynde at føle dig mere hel og forenet istedet for alene og ensom.