Top 10 hudpleje?

Nu kommer der et surt opstød. Så er du advaret.
Din hud er ikke magen til din venindes.
Så når din veninde har prøvet en ny creme der bare virker, så bliv ikke forundret over at den ikke virker på din hud.
Det giver vel meget god mening, ikk?

Din hud er lige så personlig som dit fingeraftryk.
Bevares, vi er alle bygget af samme type byggesten, men kør dig en tur i villakvarteret og se hvor forskellige husene ser ud, selv om de alle er bygget med mørtel og mursten. Sådan er din hud.
Derfor kan du heller ikke bruge anbefalingerne i de kære dameblade til særlig meget (hvis jeg skal være helt ærlig, ikke til en skid).

Tro ikke på alt du læser

Jeg har tidligere i en årrække haft en fod indenfor hos skønhedsredaktionen på et af de store danske dameblade. Hvad der ikke blev sendt af mængder af produkter, lange pressemeddelelser (lad os endelig ikke snakke om emballage- og ressourcespild). Fuldstændig umuligt at afprøve seriøst. Derfor er det producentens eget ordvalg du læser, ikke en saglig gennemgang af produktet. Det kan ikke lade sig gøre. Med mindre det er produkter redaktøren selv bruger privat (og ofte får tilsendt gratis). Det svarer til bloggerne der idag skal skrive “sponsoreret” når de udtaler sig om produkter, men sjovt nok skal det ikke stå i damebladendes anmeldelser.

Så hvis du ikke bare kan copy+paste fra veninden / damebladende / bloggeren, hvordan skal du så vælge dine produkter?
Lad os tage eksemplet med en dagcreme til ansigtet, bare for overskuelighedens skyld.

 

Den røv kedelige Top 10

Her er så en røv kedelig Top 10. Ingen fancy ingrediensnavne og smarte farver, men til gengæld vil du være bedre klædt på til at vælge den rigtige creme for dig:

1. Renhed. Er det vigtigt for dig? Eller er effekten vigtigere? Hvis du går efter en naturlig creme, hvad er så naturlig for dig? Der er KÆMPE forskel på en creme med økologisk lavendel, og så en økologisk creme med lavendel. Pas i øvrigt på GreenWashing! Og vid at du sagtens kan købe en naturlig creme der ikke er speciel stueren. Hvorfor? Fordi i kampens hede om at lave en creme med så naturlige ingredienser som muligt, øges indholdet af mindre stuerene ingredienser som fx konservering (for at forlænge holdbarhed og holde skadelige micro bakterier væk fra huden).

2. Kvalitet. Du kan købe fx æteriske olier fra kina (med tvivlsom ægthedscertificat) eller æteriske olier der er udvundet ved dampdestillation af urter dyrket på biodynamiske marker. Eller måske er de bare syntetisk fremstillet? Du kan ikke se forskel, de hedder det samme, men nogle producenter gør sig umage og tydeliggør markering af den høje kvalitet.

3. Emballage. Jo mere luft og beskidte fingre der kan komme i krukken, jo mere konservering skal der i. Bum. Så brug din sunde fornuft. Hvis du køber fx naturlige cremer i krukke, så hav et øje på valget af konserveringsmiddel.

4. Konservering. Tilbage i 90’erne var det på mange måder nemmere: der var producenter der brugte parabener, og der var dem der ikke gjorde (= naturlige). I dag er det et kaos af konserveringsmidler og meningerne om dem er mange. Og som om det ikke var svært nok i forvejen (at hitte rede i) så starter mange af de små producenter med tårn høje krav til kvalitet og konservering…men på et tidspunkt knækker xxx kurven, og de begynder at bruge den samme konserveringssuppedas som de andre (fordi det er lige præcis den kombination fabrikken også bruger til alle de andre”naturlige” mærker, og der skal jo også tjenes nogle penge).

5. Holdbarhed. Som tommelfinger regel: jo kortere holdbarhed, jo renere produkt.

6. Pris. Et godt eksempel er vores egen kære Rudolph Care. Kom på markedet med et klart ønske om at ramme luxus/øko segmentet, med literpriser der var helt (hen) i vejret. Krisen kradsede, priserne blev sat ned og Rudolph landede som du kender det i dag. Prisen er et salgsparameter ligesom emballage, duft, brand. Prisen behøver altså på ingen måde afspejle kvaliteten af produktet.Tværtimod kan der være en del “kongens nye klæder” over prisfastsætningen på cremer. Dvs når du læser INCI er der ikke nødvendigvis noget i bøtten der berettiger en høj pris. Desværre.

7. Effekt. Der er SÅ mange knapper at skrue på, når det gælder effekt. Vær opmærksom på at én ting er effekten af ingredienserne i cremen, en anden er effekten på din hud. Når du læser producentens lovprisninger af deres egne produkter går det oftest på effekten af de aktive ingredienser. Men hvad med effekten af selve produktet?

8. Udseende. Lyder åndsvagt når vi snakker om en creme, men tag ikke fejl af at der bliver gjort rigtig meget for at få den rigtige konsistens, farve, duft. Og ikke bare for selve cremen, men også emballagen. Igen pas på GreenWashing (emballage/duft/farve der får cremen til at se mere naturlig ud end den rent faktisk er).

9. Moral & etik. Måske er det vigtigt for dig at cremen er vegansk, eller at ingredienserne er fairtrade, eller noget helt tredie.

10. Troværdighed. Producentens troværdighed. Det er lidt ligesom Wish (den der hjemmeside der er spækket med lidt for billige ting og sager). Billederne af produktet ser super godt ud. Der står alle de rigtige ting på hjemmesiden. Dog viser virkeligheden sig at være en anden. Du kan prøve at læse “bagom” alle flosklerne. Er der hjerteblod og passion bag eller er det en producent der blot rider med på den grønne bølge (som vel nærmest er blevet til et ocean i mellemtiden).

 

Din hudpleje formel

Formlen for at finde den helt rigtige creme til dig =
Brug hovedet, hjertet…og huden.

Når du har taget stilling til de 10 ovenstående punkter kan du begynde afprøvningen.

Selvfølgelig skal cremen passe til din hud, men lad være med at lade dig forføre alt for meget af hud-kategoriseringer. Hvis du ser på huden under lup består den som sagt af de samme byggestene.

Til gengæld er miljøet forskelligt. Der kan være inflammation i vævet (meget normalt ved rød, sart, rosacea hud). Der kan være bakterier til stede (som ved acne). Der kan være mangel på beskyttende fedtstoffer osv. Alt sammen ubalancer der kan rettes op på. Og ikke nødvendigvis kun med en creme.

Synergieffekten af samarbejdet mellem livsstil, produkter, fysisk/psykisk/følelsesmæssig velbefindende vil til hver en tid overtrumfe en creme. Men ja, det tager længere tid at få din hud til at arte sig, til gengæld er effekten så meget bredere.

Du kan også tænke på det sådan her: du kan bruge en creme der smører huden og forpester dit indre (fx med kemiske ingredienser), eller du kan få huden til at stråle og strutte af sundhed på overfladen, ved at prioritere et sundt liv i en sund krop.

Uanset hvad, jo før du fatter at der ikke findes nogen super genveje til sund og smuk hud, jo hurtigere kan du komme igang – og jo flere penge sparer du.

 

Kærligst,

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *